Billigere studieture til studerende og skolebørn
26. august 2014

Der er kontant belønning til de studerende og skolebørn, der planlægger og sparer op til studieturen i god tid.

Air Greenland og GrønlandsBANKEN har en indgået et samarbejde, der skal gøre det billigere og nemmere at sende studerende på studietur. Sparer man op til sin studietur i GrønlandsBANKEN, giver Air Greenland rabat til skolegrupper og de studerende på de grønlandske udddannelsesinstitutioner.

- Vi vil gerne medvirke til at øge antallet af børn og unge, der kan komme på studietur med deres klasse. Derfor har vi indledt et samarbejde med GrønlandsBANKEN, hvor vi belønner skolegrupper og de studerende, som planlægger og sparer op til deres studietur i god tid, siger Chief Commercial Officer, Christian Keldsen, fra Air Greenland om den fælles kampagne, der både gælder for børn og for unge under uddannelse.

Rejser man eksempelvis fra Sisimiut til København, kan man komme afsted fra 5200 kr. tur/ retur. Rabatordningen hos Air Greenland gælder både indenrigsrejser i Grønland og rejser til København, Keflavik og Iqaluit. For at få de favorable priser, er det en forudsætning, at man har oprettet en opsparingskonto i GrønlandsBANKEN.

Rentefordele hos GrønlandsBANKEN

Det kræver både tid, penge og planlægning at tage på studietur, men med oprettelse af en konto i GrønlandsBANKEN, er der rentefordele at hente hos GrønlandsBANKEN og penge at spare hos Air Greenland. Sætter de studerende lommepengene ind hos GrønlandsBANKEN, kan de lige nu få en rente, der ligger 1 procent over diskontoen.

- Det betaler sig at spare op. Så enkelt er vores budskab til eleverne, forældrene og skolerne. Og vi er meget begejstrede for at kunne belønne planlægning og rettidig omhu med en favorabel rente, siger Carsten Th. Pedersen, der er administrationsdirektør og CSR-ansvarlig i GrønlandsBANKEN.

Banken er meget glad for at kunne gøre en fælles indsats for studerende og skolebørn sammen med Air Greenland.

- Vi ved, hvor vigtigt det er, at unge mennesker kommer ud at opleve verden og få globale input. Som hele Grønlands BANK er vi derfor glade for at kunne tilbyde studerende og skolegrupper fordelagtige vilkår og samtidig være med til at lære dem lidt om hverdagsøkonomi, siger administrationsdirektør Carsten Th. Pedersen om kampagnen, der kører som en forsøgsordning til og med 2016.

Reservér nu og vent med at betale

Skal man først afsted på studieturen om et år eller to, er der hjælp at hente. Allerede nu er det muligt at få en fast pris hos Air Greenland på flybilletterne og vente med at betale op til en måned, før man skal afsted. På den måde ved skoleklasserne nøjagtig, hvad de skal spare op for at komme på studietur med klassen.

Der tages forbehold for ændringer i brændstof- og lufthavnsafgifter.

Læs mere om betingelserne på: www.airgreenland.dk/kampagner/studietur


Yderligere oplysninger i forbindelse med denne pressemeddelelse hos:

  • Air Greenland, eBusiness & Marketing Manager Shiva Xenia Brunsvig, tlf. 56 24 40.
  • GrønlandsBANKEN, kommunikations- og marketingkonsulent Ditte Vibe Petersen, tlf. 34 78 79.
  • Foto: Mads Pihl.

Tilbage
70 1234

Find os


Søg efter bynavn eller medarbejder.

Åbningstider

Mandag - torsdag
kl. 9.30 - 15.30
Fredag
kl. 9:30 - 15.00

;