Læs op
Print

Grønlandsbanken øger sit forretningsomfang i første halvår

Nyhed | 20.08.2025
G65A9794 2

Efter første halvår af 2025, lyder Grønlandsbankens resultat før skat på kr. 84,4 mio. mod kr. 120,1 mio. i første halvår 2024. Faldet var ventet og skyldes primært det faldende renteniveau.

Samlet er udlån og indlån steget med mere end kr. 650 mio. det seneste år og i alt har Grønlandsbanken mere end kr. 16 mia. i forretningsomfang. Bankdirektør, Martin Kviesgaard er er ikke overrasket over resultatet.

”Vi går ud af første halvår med positiv og dog lidt afdæmpet vækst i udlån, og det flugter fint med vores forudsigelser. Til gengæld vokser indlån og pensionsområdet betydeligt. Det lavere renteniveau koster noget på toplinjen, men omvendt vil det være positivt for de mange kunder der står overfor investeringer i f.eks. båd, bil eller bolig.”

Banken har fortsat investeringen i uddannelse af medarbejderne og samtidig er der flere ansatte i banken.  

”Der forekommer en naturlig stigning i omkostningerne i forbindelse med overenskomstmæssig regulering og så investerer vi fortsat i en bedre kundeoplevelse og attraktive kundeløsninger i netbanken. Det kan vi se kunderne er glade for.” udtaler bankdirektøren.

Bankens beholdning af værdipapirer og valuta på mere end kr. 1,5 mia. har bidraget positivt til resultatet. Ud over en betydelig indtægt fra udbytte af aktier og rente af obligationer udgør kursreguleringer ved udgangen af 1. halvår 2025 en kursgevinst på kr. 4,3 mio. mod en kursgevinst på kr. 3,9 mio. i samme periode 2024.  

En robust bank med stærke kunder 
Grønlandsbankens kunder står på et godt økonomisk fundament og tab på udlån er lave. Det resulterer i lave nedskrivninger på udlån og garantier, som i første halvår af 2025 udgør kr. 14,5 mio. mod kr. 11,3 mio. i første halvår af 2024.  

”Vi ser stadig at økonomien i Grønland påvirkes både negativt og positivt. Den øgede turisme giver større indtægter i samfundet og vi kan se en række beslutninger om investeringer i turismen er meget tæt på. Omvendt er en række anlægsinvesteringer ved at være afsluttet og indtægterne fra fiskeriet falder, så det trykker Grønlands økonomi noget ned i år og næste år." slutter Martin Kviesgaard.

I fondsbørsmeddelelse af 11. december 2024 blev forecast for årets resultat før skat for 2025 angivet til et interval på kr. 150-185 mio., hvilket fastholdes.

 

*scrol ned til "xhtml" for se læse regnskabet på dansk Regnskaber - GrønlandsBANKEN