GrønlandsBANKEN med god start på året
11. maj 2021

Banken leverer i første kvartal 2021 et resultat på kr. 40,2 mio. før skat, mod kr. 16 mio. i 2020, der var voldsomt påvirket af Covid-19-pandemien. Basisdriften er næsten uændret med kr. 38 mio., mens det primært er kursreguleringer på kr. 3,1 mio. og små nedskrivninger på kr. 0,9 mio., der trækker resultatet op i.f.t. 2020.

GrønlandsBANKEN har lånt flere penge ud i.f.t. første kvartal af 2020, selvom udlånet falder lidt i første kvartal i år. Udlånet er nu på 3,905 mia. kroner og med garantier på 1,8 mia. kroner er der samlet tale om det hidtil højeste niveau i bankens historie. Det giver grundlag for en stigning i indtægterne fra kr. 82,9 mio. sidste år til kr. 86,1 mio. i første kvartal i år.

- Vi kan se, at mange virksomheder og privatkunder fortsat har en stærk økonomi og investerer. Det er positivt i lyset af, at pandemien har været hård ved mange lande. Vi er selvfølgelig også tilfredse med at vi står ret godt konkurrencemæssigt.

Bankdirektøren understreger, at der er gode udviklingsmuligheder i samfundet, hvis der skabes gode rammer.

- Det er naturligvis afgørende at kommuner og det nye Naalakkersuisut har fokus på attraktive og troværdige rammer for erhvervslivet. Det er nu der skal skabes grundlag for en stærk og bæredygtig erhvervsudvikling efter pandemien.

Investering i IT og medarbejdere
Omkostningerne i regnskabet viser også en stigning. Her er det særligt udgifter til flere ansatte og omkostninger til IT og compliance der trækker op.

- Vi ser stigende omkostninger til IT og særligt complianceområdet. Derudover investerer vi i flere medarbejdere i takt med at flere og flere i Grønland får brug for den rådgivning vi kan give.

Små nedskrivninger
Grønlandsbankens tab og nedskrivninger på udlån er faldet til kun kr. 0,9 mio. fra kr. 9,2 mio. i det stærkt Covid-19-påvirkede første kvartal af 2020.

- Nedskrivningsniveauet er lavt og vi mener de værste risici er håndteret i.f.t. pandemien, selvom der naturligvis er risiko for at det trækker ud eller forværres igen.

- Det er særligt de turisme-relaterede virksomheder og hoteller, der har brug for at se et lys forude. Jeg håber, der meget snart kan tænkes i realistiske muligheder i.f.t. at få f.eks. gæster med corona-pas til landet. Det har erhvervet brug for, hvis vi skal sikre, at de er i en nogenlunde økonomisk og kapacitetsmæssig forfatning, når turismen og erhvervsrejserne for alvor skal i gang igen, siger Martin Kviesgaard.

Plads til vækst

Kapitalprocenten udgør 22,3% og er dermed komfortabelt over det beregnede solvensbehov på 10,8%.

- Vi vurderer, at det er vigtigt at ha’ en solid bank i Grønland og samtidig skal der være plads til yderligere vækst, siger Martin Kviesgaard.

På baggrund af den fortsatte usikkerhed om pandemiens udvikling fastholder GrønlandsBANKEN forventningen til hele 2021 med et forventet resultat på kr. 115-135 mio. før skat mod 130.9 mio. i 2020.


Tilbage
70 1234

Find os


Søg efter bynavn eller medarbejder.

Åbningstider

Mandag - torsdag
kl. 9.30 - 15.30
Fredag
kl. 9:30 - 15.00

;