GrønlandsBANKEN med tilfredsstillende resultat for første halvår
21. august 2024

Efter første halvår af 2024, lyder GrønlandsBANKENs resultat før skat på kr. 120,1 mio. mod kr. 103,0 mio. i første halvår af 2023. Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger er på kr. 127,5 mio. mod kr. 98,3 mio. året før. Udlån er steget med kr. 284 mio. siden udgangen af 2023, og udgør kr. 5.097 mio. ved første halvårs udgang. Bankdirektør, Martin Kviesgaard er tilfreds med resultatet.

”Vi går ud af første halvår med rigtig fine tal. Vi havde ventet en positiv udvikling, men samtidig havde vi også forudset en mere afdæmpet vækst i bankens udlån i 2024. Stigningen i udlån er dermed også større end forventet, men selvfølgelig glædelig og en væsentlig del af baggrunden for fremgangen i resultatet.”

Regnskabet viser en stigning i netto rente- og gebyrindtægter i 1. halvår af 2024 på kr. 38,4 mio. til kr. 242,4 mio. kr. sammenlignet med samme periode i 2023.

”Det er udlånsrekord og første gang vi er over 5 mia. og lægger man effekt fra renteudviklingen i 2023 og 2024 oveni, så ser det pænt ud på toplinjen.” udtaler Martin Kviesgaard.

De samlede omkostninger inkl. afskrivninger det første halvår af 2024 udgør kr. 117,5 mio. mod kr. 108,7 mio. i samme periode i 2023. Det er helt konkret personaleudgifter, hvor der har været en stigning, som følge af overenskomstmæssig regulering og fortsat investering i flere ansatte der er en væsentlig del af forklaringen.

Omvendt er bankens kursreguleringer mindre end i 2023. Posten viser en gevinst på kr. 3,9 mio. mod 11,0 mio. i samme periode af 2023.

Nedskrivninger og tab på udlån og garantier udgør i første halvår af 2024 kr. 11,3 mio. mod kr. 6,3 mio. i 1. halvår af 2023. ”Det er stadig et lavt niveau for tab og nedskrivninger så det er vi tilfredse med”, siger Martin Kviesgaard.

”Kigger vi lidt fremad så mærker vi en lidt lavere aktivitet i år, men det var forventet, bl.a. som følge af det højere renteniveau og energiprisstigninger. 2024 bliver lidt et pause-år i.f.t. familiernes og virksomhedernes investeringsiver, men vi vurderer, at det kommer op igen i de kommende år”, afslutter Martin Kviesgaard.

Banken vurderer, at der er gode muligheder for et rentefald i de kommende kvartaler og sammen med mulighederne efter ny fiskerilov og afslutning af lufthavnsbyggeri i Nuuk i de kommende måneder vil det være medvirkende til nye investeringer i 2025 og årene frem. Særligt turismeudviklingen ser banken vækste i de kommende år.

I fondsbørsmeddelelse af 24. juli 2024 blev forventningen til årets resultat før skat for 2024 opjusteret til et interval på kr. 200-240 mio. mod sidste års resultat på kr. 244 mio.


Tilbage
70 1234

Find os


Søg efter bynavn eller medarbejder.

Åbningstider

Mandag - torsdag
kl. 9.30 - 15.30
Fredag
kl. 9:30 - 15.00

;